Gael Hamke Bugt og Young Sund-områderne rummer næsten alt det bedste, som Nordøstgrønland har at byde på: En storslået varieret natur og et rigt dyreliv. En spændende og til tider dramatisk historie. I dag er det den centrale og mest aktivitetsrige region i Nordøstgrønland. I Daneborg har den berømte militære slædepatrulje Sirius sit hovedkvarter. Ved Zackenberg/Daneborg forskningsstationerne har man gennem mere end 25 år forsket i naturen og fulgt klimaudviklingen helt ned i de allermindste detaljer.

Bogen har fået titlen GAEL HAMKE BUGT – YOUNG SUND, da det er gennem disse fjorde og deres forgreninger, at man kommer videre ind til et stor isfrit landområde, der måler ca. 100 km x 100 km – eller samlet set omtrent 10.000 km2. Det er den tredje bog i serien: ”På opdagelse i Nordøstgrønland”.